Globale listetyve fra Colombia

Colombia for export: I årtier har visse kvarterer i Bogotá fostret professionelle listetyve, der sætter en ære i at tage på internationale tyvetogter og hjemme igen formøble udbyttet i luksusvillaer, taxifirmaer, ludere og podens universitetsuddannelse. W har mødt den argentinske forfatter, der i årevis har fulgt disse såkaldte Internacionales

BUENOS AIRES (udgivet i Jyllands-Posten 31. marts 2016)

Arbejderkvarteret Villa Devotos træ-alléer er en tidsmaskine tilbage til en svunden tid for den argentinske metropol. Dengang enhver argentinsk mand bar en dolk – facón – gemt bagi ved lænden. Ved lyskrydsene, fra bussernes vinduer og fortovscaféerne sender de lokale skønheder stjålne blikke i Buenos Aires´ altid romantiske og forførende sidegader.

Den argentinske forfatter Nahuel Gallotta er af W sat stævne som forfatteren til bogen ”Bogotá-forbindelsen”, der handler om en hel hær af yderst kreative og professionelle internationale tyve fra den colombianske hovedstad. Disse Internacionales har siden 1960erne skabt et verdensomspændende net af ligesindede landsmænd – og lokale politimænd, toldere, vognmænd med mere – der i Nordamerika, Sydamerika, Europa, Mellemøsten, Asien og Afrika er deres base. Dette finmaskede net hjælper disse colombianske listetyve afsted til eksempelvis USA eller Argentina og støtter dem i alle faser under deres til tider mangeårige ophold. Det rekrutterer også nye unge tyve og lærer dem op. Decideret mesterlære er det. Efter at de har trådt deres barnsben i Bogotás sidegader med småtyverier og tager springet fra nacional til internacional.

Bogotá-København

-”De kan uden tvivl lande i København og støtte sig til det colombianske miljø i Tyskland, England eller Spanien, hvor de ynder at bo. De flyver så op til Danmark for en særlig kulturbegivenhed eller en fagkonference eller begår indbrud. Efter et par dage eller uger flyver de hjem igen”.

Nahuel Gallotta bestiller en cortado, en espresso med lidt varm mælk. Han fortæller om sine utallige rejser til Colombia og resten af verden, hvor han rejste ud for at komme dybt ind i dette colombianske univers. Det drejer sig om en hel industri, hvor visse Bogotá-kvarterer i årtier har set disse globale aktører tage ludfattige ud og komme stenrige hjem. Det gør det stadig – og som før kommer hovedparten stadig fra kvartererne Gilardot, Las Cruces og Las Brisas. De har svoret ikke at ende som deres forældre, der igennem et helt liv har slidt og slæbt for usle lønninger. Dét scenarie er ikke kun hverdag i Bogotá og Colombia men snart sagt de fleste syd- og mellemamerikanske storbyer.

-”Allerede i 1960erne tog den gamle garde, som de ældste listetyve kaldes og som går på pension i disse år, til Europa og også Danmark og Sverige. Siden er det udviklet sig til et professionelt verdensomspændende net, hvor nye tyve eksempelvis lander i London og via den colombianske celle får anvist sted at sove og eventuelt en (lejet) bil. Det er også sat i system, hvor man kan sælge tyvekosterne som eksempelvis fra en rockkoncert eller en konference af juvelerer. I det tilfælde ankommer den colombianske smykkeopkøber til det pågældende land for at købe fra tyvene,” siger Nahuel Gallotta.

Lige lovlig ulovligt

Bogen fra 2015 er én lang opremsning af listetyvenes bedrifter. Fra coyote-ruten (coyotes kaldes menneskesmuglerne der hjælper folk fra Mellemamerika ind i USA, red.) i kløerne på brutale mafiaer i Honduras og Mexico til high society-røverier under sports- og musikarrangementer i Europa, Nordamerika og Japan. Fra Bogotá-kvartererne men også større colombianske provinsbyer som Medellin, Cali og Pereira. Dermed er bogen en fremragende dokumentar, der har skabt en debat i akademiske kredse om, hvorvidt bogen viser noget centralt i Latinamerika. Debatten går på, om latinamerikanernes virkelighed præget af abnorme sociale uligheder og korrupte til bundkorrupte skaber et ikke bare økonomisk parallelsamfund med måneskinsarbejde. Men om der også er opstået et parallelsamfund rent værdimæssigt, hvor man udadtil opfører sig efter et regelsæt – og indadtil et helt andet. Med andre ord om det at snyde på vægten via kontakter eller ved at træde uden for loven er nødvendigt for at overleve til dagen og vejen.

Det mener Nahuel Gallotta ikke bogen er ude på at vise. Eller afvise. Han siger, at der er en værdikløft mellem den gamle garde og de nye opkomlinge.

-”De unge kommer til Argentina og Mexico, fordi flybilletten er billig og landene visa-fri. Men de viser deres rigdom og bader sig ifølge den gamle garde for åbenlyst i damer, sprut og narko og tiltrækker sig myndighedernes opmærksomhed. Det betyder, at Buenos Aires i dag kun er rentabelt for dem efter en vis kommission til det argentinske politi. Det samme gør sig gældende i Italien, hvor mafiaen Cosa Nostra tager sig betalt for at tillade disse sydamerikanske listetyve i deres territorier. Det nye er, at eksempelvis visse argentinere bliver en del af miljøet – noget den gamle garde fra Colombia aldrig kommer til at tillade”.

Vokset op med småtyve

Der sidder colombianere i fængsler verden over. Flere af dem er listetyve og slipper forholdsvist hurtigt ud af fængslerne, fordi de begår ubevæbnede berigelsesrøverier. Alligevel er det ifølge Nahuel Gallotta en benhård branche, hvor disse internacionales skal kigge sig over skulderen konstant. Farerne for disse listetyve er andre internacionales og i USA særligt de afroamerikanske bander. Men den største er når de vender tilbage til Colombia og skal være varsomme med at udstille deres rigdom. Nationale tyve og selv paramilitære grupper eller politiet kan få dem på radaren, som det til tider sker i Bogotá.

Nahuel Gallotta har undervist mange år i ungdomsfængsler og voksede selv op med venner, der i dag lever som tyve.

-”Men når vi mødes er vi stadig de gamle venner fra dengang. Om jeg selv er ekstrem? Jeg er fascineret af, hvorfor de træder eller bliver tvunget ind i denne branche i stedet for at arbejde ti timer om dagen som deres venner og familie. Jeg forsøger at vise, hvem de er og hvilke forældre og muligheder de havde. Jeg forstår dem bedre i dag. Værdierne på gaden er de samme i hele verden: Respekt og at holde sine løfter. Så at jeg ikke er blevet tyv er måske et temperamentsspørgsmål, men jeg tør ikke blive det”.

Han fortæller om en episode, hvor han i USA skulle køres til lufthavnen af sine colombianske bekendte – der besluttede at stoppe i en outlet-mall og stjæle. Der var ingen deciderede flugtveje men kun motorvejen frem og tilbage fra byen til lufthavnen. Dér var han for alvor bekymret og overvejede at tage sin kuffert og stikke af.

-”Man skal have is i maven og skabe den nødvendige tillid, så de aldrig tvivler på dit ord. Men de bærer normalt ikke våben og slet ikke under deres røverier. Men det er den type journalistik, jeg laver: Den anden side af virkeligheden som hverken politiet, eksperterne eller ofrene kan vise,” siger han og fortæller, at han flere gange er blevet indkaldt af argentinsk politi og uden tvivl bliver aflyttet.

Moderne Robin Hoods

-”Underverdenen har altid eksisteret. De som disse colombianske tyve gør, er jo ikke enestående i verden. Andre folkeslag har jo lukreret på at stjæle og rane – som vikingerne. Hvis du spørger en latinamerikaner, hvorfor Europa havde et bedre udgangspunkt før, under og efter industrialiseringen end resten af verden, så vil mange svare, at Europa havde ranet Latinamerikas siden Columbus så land i 1492. Og den form for kolonisering fortsatte jo i århundreder i en storstilet, systematisk og statsstyret udplyndring af Latinamerika. I Colombia snakker de om ”den indianske gæld”: At de stjæler for at tage en promille af det tilbage, den rige del af verden i århundreder har taget”.

Nahuel Gallotta fortsætter ufortrødent sit dokumentarbejde udi Sydamerikas underverden og arbejder på en kommende bog om chilenske lommetyve, der går for at være Sydamerikas bedste.

 

BOKS Colombianere i alverdens fængsler

Ifølge Colombias statistik sidder der knap 17.000 colombianere i fængsler i udlandet primært USA og Spanien men også Brasilien, Mexico, Peru og Venezuela. Ifølge bogen ”Bogotá-forbindelsen” (Nahuel Gallotta, 2015) sidder der colombianere i fængsel i de fleste lande i verden herunder Afrika og Asien. Langt størstedelen sidder inde for narkosmugling som såkaldte ”mulas” (æsler, red.) taget i lufthavnen med små mængder af kokain og designerdrugs. De såkaldte internacionales udgør omkring ti procent.

Nyt fra de varme lande (eller om behovet for Ib René, Cairo)

Siden subprime-krisen og den efterfølgende økonomiske afmatning i Europa er vilkårene for god håndskreven udlandsjournalistik blevet helt latterlige med faldende ofte ikke-eksisterende budgetter og nul spalte- og æterplads. Dansk presse, og europæisk generelt, dækker udlandet fra danske redaktioner. Verden er blevet mindre med internettet og den teknologiske revolution men dækkes fra et skrivebord. Med andre ord er dansk udlandsjournalistik over en bred kam ikke, mere, selvoplevet men taget via internettet eller udenlandske bureauer.

Rager det dig?

Hvis du er tilfreds med at høre de samme historier og vinkler om USA, Mellemøsten, Europa og Rusland samt Kina så fair nok.

Verden er så meget større end den nuværende danske udlandsjournalistik. Både i forhold til regioner der ikke dækkes – og indhold. Men også i forhold til at dække de traditionelle regioner uden den samme stereotype-journalistik.

Medieverdenen er blevet ekstremt meget fattigere – og på udlandssiderne direkte fordummende. Sådan hvad sydamerikanere ville kalde “gringo-ficerende”. Altså: At Oslo ikke ligger i Danmark, eller Buenos Aires er hovedstaden i Brasilien. I ramme alvor forsøger et nyt dansk initiativ at forbedre udlandsjournalistikken – enormt.

Følg og STØT 25 korrespondenter over hele verden samt vores hårdtarbejdende chefgruppe i Danmark.

http://www.korrespondenterne.dk

Cristinas tinsoldater

27-årige Juan Reinoso gik på ingen tid fra at være apolitisk til at gå i forreste række for peronistpartiets radikale og udskældte ungdom, La Cámpora

Af Rune Vitus Harritshøj,

BUENOS AIRES

De hvide og lyseblå vimpler tapper udsynet til scenen her på Maj-pladsen med Buenos Aires´ lyserøde regeringspalads. Præsident Cristina Fernández de Kirchner tordner mod den hjemlige og udenlandske imperialisme i de internationale finanser. ”Fædrelandet eller gribbene” står der på store bannere med henvisning til Argentinas stående konflikt med nordamerikanske hegde-fonde og det internationale kredit-establishment, der siden verdens største statsbankerot i 2002 har holdt Argentina ude i kulden fra nye internationale lån.

Juan Reinoso skriger sig hæs denne forårsdag tre uger før præsidentvalget i Argentina. Han er troppet op som leder af lokalafdeling i peronistpartiet, La Cámpora. I demoen fra regeringspaladset op ad Buenos Aires´ elegante Avenida de Mayo til kongressen klapper eller spytter folk af Juan & Co, så politiet må danne kæder for at skille de to klare grupper.

La Cámpora er elsket og hadet i hele Argentina. De er spydspidsen i den peronistiske revolution, som Argentinas sidste tre præsidenter, to gange Cristina og en gang hendes afdøde mand Néstor Kirchner, har gennemført siden 2003 med enorme offentlige investeringer. En af grundene til utilfredsheden med Juan Reinosos fodarbejde er, at de argentinske medier og den politiske opposition beretter om en hel hær af unge partisoldater, der har overtaget nøgleposter i embedsmandsværket fra lokalt til nationalt plan i institutionerne. Et moderne pampervælde kaldes de der vil blive en alvorlig hovedpine, hvis oppositionen vinder præsidentvalget på søndag (25. oktober 2015).

-”Kritikken af os er uretfærdig. Vi tager flere gange ugentligt ud i de fattige forstæder for at skabe en større politisk bevidsthed. Det samme kan oppositionen gøre men den har ikke midlerne til det. Det er fundamentalt at få de fattigste vælgere til at deltage i politik og til at stemme, da de efter militærdiktaturet 1976-83 har mistet den oprindelige peronistiske kampånd fra grundlægger Juan Domingo Peróns storhedsdage i 1940erne og 1950erne,” siger Juan Reinoso, der til dagligt studerer psykologi på Buenos Aires Universitet.

Oppositionen og et mindretal af den argentinske befolkning kalder La Cámporas metoder for voldelige. De er regeringens fodsoldater i den aktuelle magtkamp med blandt andet den private dagspresse, som ifølge regeringen modarbejder og kritiserer på en upatriotisk måde. La Cámpora har flere gange sammen med de store fagforeninger blokeret for den lastbilcentral, der distribuerer dagbladene til Buenos Aires´ svimlende 13 millioner indbyggere. Juan Reinoso mener ikke, at metoderne er udemokratiske eller respektløse.

-”Jeg er en del af et større nationalt genopbygningsprojekt og den politiske aktivitet på gadeplan er med til at redde Argentina fra blandt andet mediernes løgne,” siger han.

Argentinsk presse er de sidste par år blevet endnu mere partisk end tidligere. Presse-neutralitet og objektivitet har en anden betydning i Latinamerika. I Argentina er den sat i system under Kirchner-regeringerne i en klar ”Enten er I med os eller imod os”-strategi, hvor millioner af pressetøtte-kroner fordeles til regeringsvenlige medier. Samtidig er den systematiske chikanering af kritiske journalister øget så kraftigt, at Organisation af Amerikanske Stater i 2014 udtalte bekymring for pressevilkårene i Argentina.

Den internationale valutafond og Verdensbanken har de sidste par år kritiseret den siddende peronist-regering for at manipulere med de økonomiske nøgletal som fattigdom, ledighed og inflation. Den argentinske regering afviser dette, selvom forskellene mellem de officielle og uofficielle nøgletal i dag er abnormt store.

-”Denne regering har holdt Argentina på benene i en tid og en verden, der falder sammen. I dag har Argentina ifølge den officielle presse Latinamerikas laveste ledighed og fattigdomsprocent og de højeste lønninger i regionen. Kirchner-modellen er en integrerende stat, der ikke som tidligere modeller ekskluderer arbejderklassen. Vi er dem, der tager kampen op mod finansmarkederne og tænker nationen som helhed fremfor kapitalismens egotrip. Jo, der er lang vej igen men Argentina skal videreudvikle denne model for at give alle borgere en bedre livskvalitet”.

De argentinske medier flyder over med eksempler på et nyt pampervælde i Argentina med La Cámpora i spidsen. I september blev den kun 26-årige Delfina Rossi indsat per dekret som direktør for landets største bank, Banco Nación. Hun har fået en master i Europa med studier på kun et semester. Hendes far er nuværende forsvarsminister Agustin Rossil Det kalder iagttagere en farce og kun et af mange eksempler på den siddende regerings korruption. Tre uger før præsidentvalget udpegede regeringen 14.500 nye statsansatte, der nu runder de 428.000 statsansatte – 55 procent mere end i 2003, da Kirchner-ægteparret tog over. Det største argentinske dagblad, La Nación, skriver:

-”Problemet er ikke økonomisk men politisk, fordi den kommende regering arver en struktur gennemsyret af funktionærer tæt på regeringen. Familiemedlemmer og venner”.

Oppositionskandidat og tidligere hovedstadsborgmester, Mauricio Macri, lover at overføre hovedstadens model med at fastholde embedsmandsværket uanset valg til statsapparatet. Oppositionskandidat Sergio Massa er mere direkte og ”lover at udrydde disse ñoquis (udtryk for pampere der er på den offentlige lønningsliste uden at arbejde, red.) fra den peronistiske ungdomsorganisation La Cámpora”. Skøn siger, at minimum 25.000 statsansatte er indsat politisk for at modarbejde en eventuel kommende regering, der ikke er peronistisk som den nuværende.

I Danmark og resten af verdens kaldes det pampervælde. Er du enig?

-”Det kender jeg ikke noget til. På gadeplan er La Cámpora en demokratisk institution, hvor alle beslutninger tages i enighed. Det er propaganda. Argentina er i bedre stand end nogensinde,” siger Juan Reinoso.

 

 

Argentina cykler rundt i det

Historisk er Argentina en rutsjebaneøkonomi, hvis periodevise høje vækst forvandles til nulvækst eller recession. Præsidentvalget på søndag er valget mellem en fortsættelse af 12 års Kirchner-dynasti eller farvel til denne nationale model med lukket økonomi, importstop og parallelkurs

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Dagens Argentina trækker kraftigt efter vejret. Inflationen er på nippet til at løbe løbsk og har siden præsident Cristina Fernández de Kirchner tiltrådte i 2007 været mellem 30-40 procent årligt. Argentinernes købekraft bliver konstant udhulet på trods af gentagne lønforhøjelser både i den offentlige og private sektor. Efter 12 år med politikerdynastiet Kirchner har Argentina de sidste fem år stået stille i takt med flere sociale protester og en politisk magtkamp, der paralyserer retsvæsen og skifter gevaldigt ud på nøgleposter i ministerier og institutioner i én stor nepotistisk suppe.

Præsidentvalget står mellem tre hovedkandidater, der er tvunget til at løfte Argentina ud af det aktuelle økonomiske morads. I 2015 forventes den argentinske vækst at være 0,3 procent. Regeringskandidaten og den tidligere guvernør for den magtfulde Buenos Aires-provin, Daniel Scioli, kan måske snuppe sejren i første runde. Ellers skal han sandsynligvis ud i en anden valgrunde 15. november mod den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri. Parlamentarikeren Sergio Massas højredrejede populisme er den ukendte, der måske kan tippe Macri af pinden mod anden valgrunde. De tre mindre kandidater uden reelle chancer er Margarita Stolbizer, Nicolás del Caño og Adolfo Rodríguez Saá. Alle kandidater undtagen regeringskandidaten Daniel Scioli stillede for første gang i Argentinas historie op til en fælles debataften tre uger før valget.

Fra kinesiske vækstrater til nulvækst

Alle tre hovedkandidater lover en åbning af Argentinas i dag hermetisk lukkede økonomi og varsler en kontrolleret devaluering for at genvinde landets eksport og konkurrenceevne. Argentina har hårdt brug for en saltvandindsprøjtning i form af udenlandsk kapital. De sidste fire år under Cristina Kirchners anden regeringsperiode har import- og eksportrestriktioner gjort det svært at handle med Argentina. Det begyndte ellers godt for Cristina Kirchner, der i 2007 overtog roret i det lyserøde regeringspalads efter sin mand, Néstor Kirchner. Ægteparret stod for en historisk genopbygning af den argentinske økonomi i ruinerne efter verdens største statsbankerot i 2001/2. Båret frem af høje priser på fødevarer og særligt Argentinas enorme gensplejsede soja-eventyr voksede landet via et eksportboom med vækstrater mellem 8-9 procent årligt fra 2003 til og med 2006. Men subprime-krisen og den globale opbremsning ramte Argentina hårdt, der siden havde næsten nulvækst i 2007-2009 og kun i 2010 og 2011 voksede igen. De sidste tre år er tæppet for alvor trukket væk under den argentinske økonomi, hvis udenlandske indtægter falder med faldende commodity-priser og dermed atter faretruende lave valutareserver i centralbanken. I dag er Argentina sammen med Nordkorea, Venezuela og Cuba de eneste lande i verden, hvis sorte marked sælger og køber landenes nationale valutaer til mere end 50 procent i forhold til den officielle kurs.

Bedre end Tyskland og Danmark

Ifølge de argentinske iagttagere bruger den argentinske regering millioner af skattekroner på at skjule, at kejseren ikke har noget tøj på. At den argentinske økonomi er i recession og at fattigdomsprocenten efter at have været nede på 9 procent i 2006 atter runder de 27 procent.

-”Fornægtelsen er total. I juli sagde kabinetschef Aníbal Fernández i ramme alvor, at Argentina rent fattigdomsmæssigt var bedre stillet end Tyskland og i demokratiske termer på højde med Danmark. Det er regeringens rygmarvs-replik. Præsidentvalget i oktober er vind eller forsvind for regeringen – men endnu mere for Argentina. Den økonomiske model har spillet fallit. Statsstøtten er så omfattende og umulig at fjerne, at de millioner der i dag er på overførselsindkomst med børnepenge eller anden statsstøtte udgør regeringens eneste mulighed for at beholde magten,” siger Diego Martínez Burzaco, cheføkonom for den uafhængige think-tank Inversor Global.

Økonomi-professor på Buenos Aires Katolske Universitet, Ignacio Labaqui, siger, at den nuværende regering ikke har løftet en finger i halvandet år for at tvinge den kommende regering de for manges vedkommende upopulære reformer. –-”Derfor træder Argentina vande med en overvurderet valuta og høj inflation samt massiv statsstøtte til serviceydelser og ikke mindst overførselsindkomster. En underskudsforretning der tærer på valutareserverne. Argentinas situation er på mange måder som lige før statsbankerotten i 2001/2, hvor en overvurderet valuta fastlåst 1:1 til den amerikanske dollar ødelagde konkurrenceevnen,” siger Ignacio Labaqui.

Tung offentlig arv

Vinder regeringskandidaten Daniel Scioli forventes han at følge den nuværende økonomiske kurs uden mulighed markante ændringer. Vinder den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri forventes Argentina at åbne økonomien op på vid gab igen startende med en devaluering.

-”Begge kandidater overtager en tung arv for de sidste 12 år med ”los K” (K´erne, for Kirchner) og er tvunget til at kickstarte økonomien og mindske inflationen. Men uanset valgets sejrherre får den kommende regering sit hyr med en myriade af K-fodfolk, der er blevet indsat på nøgleposter fra lokalt til nationalt niveau i landets demokratiske og økonomiske institutioner. Det er moderne pampere, der med partitrøjen på har skubbet dele af landets embedsmandsværk ud. Dén udfordring er enorm,” siger Ignacio Labaqui.

Den colombianske solkonge lever

Colombias og Sydamerikas frygtede narkobaron Pablo Escobar blev langt større, rigere og utvivlsomt langt mere brutal end sit forbillede, Al Capone. Tilbedningen vil ingen ende tage i hans hjemby Medellin, der undergår en forvandling fra en af verdens farligste storbyer til dagens FN-forbillede. Myten om den ekstreme storsmugler af kokain vil ikke dø særligt i de fattigste samfundslag

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Lyset går midt i salsa-hittet og alle styrter væk fra dansegulvet og ned af trapperne ned til taxier og busser for i vild kørsel at komme væk fra centrums mørkelagte kvarter og hjem til familiens sikkerhed i udkanten af byen. Det er juni 1992, og undertegnede besøger en colombiansk familie i den nordlige millionby Bucaramanga. Strømafbrydelsen er ifølge vores lokale værtsfamilie fremprovokeret af narkokartellerne eller de paramilitære grupper. Måske af guerrilla-grupperne eller ordensmagten selv. Uanset hvem så eksploderer centrum af Bucaramanga i en meget synlig frygt. Alle vil væk fra centrum, der nu i et par timer af erfaring er ingenmandsland, som ovennævnte parter vil udnytte til razziaer og hævnaktioner. Sådan har civilbefolkningen i Bucaramanga og Colombias storbyer levet i undtagelsestilstand det meste af 1980erne og begyndelsen af 1990erne i skyggen af den pågående krig mellem ovennævnte aktører. Omdrejningspunktet er kokain og milliarder af dollar ind og ud af landets grænser og diverse aktørers lommer.

Undertegnede klemmer sig ind på bagsædet af en taxi med pigerne fra vor værtsfamilie og en dansk rejsekammerat og raser gennem Bucaramangas mørke sidegader. Blåøjet på alle måder at befinde sig der som ung skandinavisk rygsæksrejsende.

Kokain-kreativitet

Tre uger efter flygtede Pablo Escobar fra sit luksusfængsel på hans estancia udenfor Medellin. Hotel Medellin kaldte colombianerne hans selvvalgte fængsel. Colombia var et land tvunget i knæ af frygt i 1992. Escobar var en capo di tutti capi, boss´en over alle boss´er. El Patrón blev han kaldt – forstanderen. Men hans flugt var begyndelsen til enden for Escobar, der flygtede fra udlevering til USA, det colombianske retsvæsen og lokale ærkefjender men mest af alt fra sin egen trang til hele tiden at tjene flere penge på spektakulære måder. Ifølge biografierne over hans liv kunne han ikke nære sig for lige at forsøge at narre de amerikanske toldmyndigheder og Drug Enforcement Agency endnu en gang. Metoderne har givet Pablo Escobar en plads i historiebøgerne for altid. Kokainen, der blev fremstillet i enorme laboratorier i Colombias øde områder i bjergene og lavlandet ved Amazonas-regnskoven, nåede tørskoet frem til USA på alle mulige måder. Mini-ubåde fra Colombias og Panamas kyster ved Stillehavet og i Caribien. Sportsfly under radarhøjde. Kommerciel skibstrafik med bestikkelse helt op på kommandobroen og toldmyndighederne i udskibning og særligt indskibningshavnen. Hurtige speedbåde fra Cuba og Bahamas. Helikoptere. Lastbiler gennem Mellemamerika. I flydækkene på mellemdistance-fly. Eller utallige sendinger af colombiansk producerede jeans af dårlig kvalitet, der oversvømmede Florida indtil myndighederne opdagede, at de var dyppet i en kokain-blanding, der tørrede ind og nemt kunne opløses igen til den reneste kokain.

Kun fantasien satte grænser for Medellin-kartellets opfindsomhed.

Millionær som 22-årig, verdens narkobaron før 30

Pablo Escobar levede i en eventyrverden og udlevede sine vildeste fantasier. Han byggede sit narko-imperium op fra bunden og droppede mens Vesten gennemlevede studenteroprør og flower-power ud af et økonomi-studie på Medellin Universitet. Hans ambition var at være millionær som 22-årig, som han lovede sine fattige forældre med en far som jordlejer og mor som lærerinde. I første halvdel af 1970erne levede han under jorden og havde en hård kerne af betroede håndlangere, der med Escobar i spidsen langsomt skabte Medellin-kartellet. Tyvegods, marihuana og først derefter kokain. Han var flere gange tæt på at tage billetten i spidsen for smuglerkonvojer eller sportsfly ind over grænsen til nærliggende Panama. Men guderne holdt hånden over den til det sidste stærkt katolske Escobar. Da Pablo Escobar fejrede sin 30 års fødselsdag i 1979 var han den ubestridte leder af Colombias og Latinamerikas mest magtfulde narkokartel. Han forsøgte at skabe sig en politisk karriere som facade for narkosmugleriet, og i 1982 blev han valgt som suppleant til det colombianske parlament. Men det er umuligt at skjule solen med hånden – over længere tid. Medellin-kartellets magt, metoder og midler var for åbenlyse og for brutale med hundredevis af bestilte mord årligt på rivaler, politimænd, advokater og selv dommere.

Penge eller bly

Fra 1984 satte Colombias myndigheder alt ind på at stoppe Medellin-kartellet. USA støttede med knowhow, våben og specialtrænede agenter. Dét blev indledningen til et årti med anarki og et Colombias i voldens tegn. Fra 1984 og frem til hans død i 1993 lå Medellin-kartellet i en total krig mod Colombias myndigheder og en anden endnu mere nådesløs krig på gadeplan mod Cali-kartellet få hundreder kilometer sydvest og de bevæbnede guerrilla-grupper og paramilitære. Dén cocktail passede Pablo Escobar fint. Han kvitterede med at hyre og uddanne en frygtindgydende hær af lejemordere, der sørgede for at kokainen frit kunne komme fra laboratorierne i højlandet og junglen til lufthavne og havne og videre mod nord. Plata o Plomo – penge eller bly – var den enkle strategi overfor rivaler og myndigheder. I anden halvdel af 1980erne voksede Medellin-kartellet sig frygtindgydende stærkt og blev en decideret parallelstat, hvis korruption og bestikkelse truede Colombia med opløsning. Fra 1986 til 1989 myrdede bilbomber et dusin dommere og et halvt hundrede vidner i retssager mod Pablo Escobar og dennes håndlangere. Hovedstaden Bogotá levede i undtagelsestilstand med de facto udgangsforbud om aftenen. I 1989 bragede bilbomber hele 250 gange i de fire storbyer Bogotá, Medellin, Cali og Bucaramanga. Kulminationen for centralmyndighederne og Det Hvide Hus kom i august og november 1989, hvor Medellin-kartellet likviderede præsidentkandidaten Luis Galán ved et offentligt valgmøde og saboterede et rutefly med 107 ombord. Alle døde undtagen Galáns efterfølger, der i sidste øjeblik ikke steg ombord.

Storhedsvanvid

Pablo Escobar havde fået storhedsvanvid. Han opførte sig som en moderne og urørlig solkonge med skånselsløse udryddelser af sine modstandere. 1989 er det blodigste år i Colombias nyere historie. Det er også året, hvor hans formue efter sigende toppede med 200 mia. dollars og ifølge Forbes gjorde ham til verdens 7. rigeste. Fra 1989 og frem til hans død i 1993 var han den mest eftersøgte i USA og levede konstant med 15 livvagter, skudsikre biler og helikopter-transporter om natten imellem hans mange skalkeskjul i Colombia. Og luksusboliger i Panama. Resten af verden var no-go for ham på grund af udleveringsordrer. Han havde bombet den amerikanske ambassade i Bogotá med seks døde – udenfor. Og i 1987 havde Medellin-kartellets lange arme likvideret den colombianske ambassadør i Budapest – den tidligere chef for det colombianske narkopoliti. I 1986 blev den amerikanske pilot Barry Seal, der havde arbejdet for Pablo Escobar, myrdet i staten Florida mens Seal var indkaldt som vidne i en amerikansk retssag mod Escobar. Han indledte forhandlinger med de colombianske myndigheder for at vinde tid. Og brød selv våbenhvilen ved at optrappe terrorkrigen i hele Colombia med bilbomber og en estimeret hær af 3.000 sicarios – lejemordere – der fra 1989 til 1991 myrdede 657 politimænd og 3.127 civile i en bølge af kidnapninger og overfald.

Slutspil og specialstyrke

Pablo Escobars brutalitet fik Colombia og USA til at oprette en specialstyrke på 500 læderhalse af colombianere og amerikanere, der jagtede narkobaronen dag og nat. Jorden brændte under Pablo Escobar og hans kone og to børn. I foråret 1991 strammede nettet så gevaldigt, at Pablo Escobar frivilligt gik i fængsel for at undgå udlevering til USA. Fængslet var hans egen luksus-estancia. Året efter flygtede han i juli 1992, fordi den nye colombianske regering var i færd med aftale en endelig udlevering til USA. Fra juli 1992 til hans død på et hustag i Medellin den 2. december 1993 mistede han sin hær af lejemordere og livvagter. Han var stærkt bekymret for sin kone og to børn, der siden hans fængselsophold i 1991 havde levet under permanent politibeskyttelse. Tyskland og USA afslog flere gange at give dem asyl.

Den 2. december 1993 foretog han seks opkald fra sin satellit-telefon til sin familie. Det afslørede hans skalkeskjul i Medellin. Få timer efter stormede specialstyrker bygningen. Om han skød sig selv, lige over øret som han havde svoret for at ”få en grav i Colombia fremfor et fængsel i USA”, eller blev dræbt af specialstyrkerne vides ikke med sikkerhed.

Om få uger rejser undertegnede fra Buenos Aires til Bogotá. I 1993 var det en rejse fra himmel til helvede. I dag sælges der trøjer med ”El Patrón” overalt i Medellin, der på 22 år er forvandlet fra helvedes forgård til en storby, der er på alles læber for dens økonomiske vækst og markante fald i ledighed og kriminalitet.

Den største risiko er, at du får lyst til at blive, lyder sloganet for Colombias turistmyndigheder.

 

Narkobaronens milepæle

Pablo Emilio Gaviria Escobar, født 3. dec 1949 i Rionegro, død 2. dec 1993 i Medellin. Gift i 1976 med María Victória Henao, børn Manuela og Sebastián, der alle tre har fået ny identitet og bor i Buenos Aires i Argentina. I 2009 udkom dokumentaren ”Min Fars Synder”, hvor Pablo Escobars søn forklarer om sit liv og beder ofrenes pårørende om forladelse. Skøn siger at Pablo Escobars Medellin-kartel var ansvarlige for 4.000 måske 10.000 drab.

Pablo Escobar begyndte som teenager at stjæle gravstene og sælge dem på det sorte marked. Første halvdel af 1970erne cementerede han via selektive mord på rivaler sig som en habil marihuana- og senere kokain-smugler. Fra 1975 blev Medellin-kartellet ledet af Pablo Escobar Colombias og Latinamerikas mest magtfulde med kontakter indenfor ordensmagt, politik og retsvæsen. Via mantraet, ”Plata o Plomo” (penge eller bly), bestak og myrdede kartellet sig til toppen. Det siges, at Medellin-kartellet finansierede den ekstremt blodige kapring af højesteret den 6. november 1985, hvor guerillagruppe M19 i et døgn holdt omkring 1.000 ansatte herunder dommere kidnappet. Redningsaktionen kostede 109 personer livet herunder 11 dommere.

 

Kuriøsiteter

Det absurde og ekstravagante rige var Pablo Escobars varemærke med tyrefægter-arena og flodheste i hans luksuriøse fæstning i Puerto Triunofo udenfor Medellin. Ferrari´er, private jetfly, yachts og luksusboliger i Miami og Middelhavskysten. Forbes udnævnte ham i 1989 til verdens 7. rigeste mand med en estimeret formue på 200 mia. dollar. Det siges at Medellin-kartellet brugte 2.500 dollars månedligt på elastikker – der skulle bindes om de mange dollarbundter. Hans narkopenge blev hvidvasket i hele verden, men mellemstationen var slidte pakhuse i Colombia, hvor fugt og rotter ifølge myten gav et svind på ti procent. Medellin-kartellet havde en hel flåde af skibe, fly og selv mini-ubåde, der via Mellemamerika og Cuba transporterede kokainen til USA. Der er fundet kokain selv i flydækkene og i flere ladninger jeans, der blev gennemblødte af en kokain-blanding, som i USA blev trukket ud af tekstilstoffet. I de sene 1980ere byggede hans narkodollars skoler, hospitaler, kirker, parker og fodboldstadions i Medellin og omegn. Han uddelte som en anden Robin Hood også kontanter.

 

Colombiansk slips

Udtrykket Colombian Necktie kommer af en ekstrem brutal likvideringsmetode, hvor offerets hals skæres over og tungen trækkes ud og danner et lille slips. Dén afskrækkende metode blev til trods for vedholdende rygter ikke opfundet men brugt af Medellin-kartellet op gennem 1980erne. Det colombianske slips stammer fra den blodige borgerkrig kaldet ”La Violencia” (Volden), der fra 1948 til 1958 skabte totalt anarki i Colombia med daglige terroraktioner i magtkampen mellem det liberale og det konservative parti. 300.000 personer blev dræbt på de ti år. Colombianske bandemedlemmer bruger stadig det colombianske slips, ligesom tatoveringer på halsen af en udhængende tunge er normalt hos dem. I 1994-retssagen mod den amerikanske NFL-stjerne, O.J. Simpson, blev en forbindelse til den colombianske mafia luftet, fordi ekskonen Nicole Simpson og hendes nye mand havde fået skåret halsen over på samme måde.

Argentina cykler rundt i det

Historisk er Argentina en rutsjebaneøkonomi, hvis periodevise høje vækst forvandles til nulvækst eller recession. Præsidentvalget søndag den 25. oktotober er valget mellem en fortsættelse af 12 års Kirchner-dynasti eller farvel til denne nationale model med lukket økonomi, importstop og parallelkurs

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Dagens Argentina trækker kraftigt efter vejret. Inflationen er på nippet til at løbe løbsk og har siden præsident Cristina Fernández de Kirchner tiltrådte i 2007 været mellem 30-40 procent årligt. Argentinernes købekraft bliver konstant udhulet på trods af gentagne lønforhøjelser både i den offentlige og private sektor. Efter 12 år med politikerdynastiet Kirchner har Argentina de sidste fem år stået stille i takt med flere sociale protester og en politisk magtkamp, der paralyserer retsvæsen og skifter gevaldigt ud på nøgleposter i ministerier og institutioner i én stor nepotistisk suppe.

Præsidentvalget står mellem tre hovedkandidater, der er tvunget til at løfte Argentina ud af det aktuelle økonomiske morads. I 2015 forventes den argentinske vækst at være 0,3 procent. Regeringskandidaten og den tidligere guvernør for den magtfulde Buenos Aires-provin, Daniel Scioli, kan måske snuppe sejren i første runde. Ellers skal han sandsynligvis ud i en anden valgrunde 15. november mod den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri. Parlamentarikeren Sergio Massas højredrejede populisme er den ukendte, der måske kan tippe Macri af pinden mod anden valgrunde.

Fra kinesiske vækstrater til nulvækst

Alle tre lover en åbning af Argentinas i dag hermetisk lukkede økonomi og varsler en kontrolleret devaluering for at genvinde landets eksport og konkurrenceevne. Argentina har hårdt brug for en saltvandindsprøjtning i form af udenlandsk kapital, men de sidste fire år under Cristina Kirchners anden regeringsperiode er import- og eksportrestriktionerne gjort det umuligt at handle på lige vilkår med Argentina. Det begyndte ellers godt for Cristina Kirchner, der i 2007 overtog roret i det lyserøde regeringspalads efter sin mand, Néstor Kirchner. Ægteparret stod for en historisk genopbygning af den argentinske økonomi i ruinerne efter verdens største statsbankerot i 2001/2. Båret frem af høje priser på fødevarer og særligt Argentinas enorme gensplejsede soja-eventyr voksede landet via et eksportboom med vækstrater mellem 8-9 procent årligt fra 2003 til og med 2006. Men subprime-krisen og den globale opbremsning ramte Argentina hårdt, der siden havde næsten nulvækst i 2007-2009 og kun i 2010 og 2011 voksede igen. De sidste tre år er tæppet for alvor trukket helt væk under argentinske økonomi, hvis udenlandske indtægter falder med faldende commodity-priser og atter faretruende lave valutareserver i centralbanken. I dag er Argentina sammen med Nordkorea, Venezuela og Cuba de eneste lande i verden, hvis sorte marked sælger og køber landenes nationale valutaer til mere end 50 procent i forhold til den officielle kurs.

Tyskland Danmark

Ifølge de argentinske iagttagere bruger den argentinske regering millioner af skattekroner på at skjule, at kejseren ikke har noget tøj på. At den argentinske økonomi er i recession og at fattigdomsprocenten efter at have været nede på 9 procent i 2006 atter runder de 27 procent.

-”Fornægtelsen er total. I juli sagde kabinetschef Aníbal Fernández i ramme alvor, at Argentina rent fattigdomsmæssigt var bedre stillet end Tyskland og i demokratiske termer på højde med Danmark. Det er regeringens rygmarvs-replik. Præsidentvalget i oktober er vind eller forsvind for regeringen – men endnu mere for Argentina. Den økonomiske model har spillet fallit. Statsstøtten er så omfattende og umulig at fjerne, at de millioner der i dag er på overførselsindkomst med børnepenge eller anden statsstøtte udgør regeringens eneste mulighed for at beholde magten,” siger Diego Martínez Burzaco, cheføkonom for den uafhængige think-tank Inversor Global.

Økonomi-professor på Buenos Aires Katolske Universitet, Ignacio Labaqui, siger, at den nuværende regering ikke har løftet en finger i halvandet år for at tvinge den kommende regering de for manges vedkommende upopulære reformer. –-”Derfor træder Argentina vande med en overvurderet ukonkurrencedygtig valuta og høj inflation samt massiv statsstøtte til serviceydelser og ikke mindst overførselsindkomster. En enorme underskudsforretning, der tærer faretruende på valutareserverne. Argentinas situation er på mange måder som lige før statsbankerotten i 2001/2, hvor en overvurderet valuta fastlåst 1:1 til den amerikanske dollar ødelagde konkurrenceevnen,” siger Ignacio Labaqui.

Tung offentlig arv

Vinder regeringskandidaten Daniel Scioli forventes han at følge den nuværende økonomiske kurs uden mulighed for markante ændringer. Vinder den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri forventes Argentina at åbne økonomien op på vid gab igen startende med en devaluering.

-”Begge kandidater overtager en tung arv for de sidste 12 år med ”los K” (K´erne, for Kirchner) og er tvunget til at kickstarte økonomien og mindske inflationen. Men uanset valgets sejrherre får den kommende regering sit hyr med en myriade af K-fodfolk, der er blevet indsat på nøgleposter fra lokalt til nationalt niveau i landets demokratiske og økonomiske institutioner. Det er moderne pampere, der med partitrøjen på har skubbet dele af landets embedsmandsværk ud. Dén udfordring er enorm,” siger Ignacio Labaqui.

Tre uger før præsidentvalget udpegede regeringen 14.500 nye statsansatte, der så når op på 428.000 statsansatte – 55 procent mere end i 2003, da Kirchner-ægteparret tog over. Det største argentinske dagblad, La Nación, skriver:

-”Problemet er ikke økonomisk men politisk, fordi den kommende regering arver en struktur gennemsyret af funktionærer tæt på regeringen. Familiemedlemmer og venner”.

Mauricio Macri lover at overføre hovedstadens model med at fastholde embedsmandsværket uanset valg til statsapparatet. Sergio Massa er mere direkte og ”lover at udrydde disse ñoquis (udtryk for pampere der er på den offentlige lønningsliste uden at arbejde, red.) fra den peronistiske ungdomsorganisation La Cámpora”. Skøn siger, at minimum 25.000 statsansatte er indsat politisk for at modarbejde en eventuel kommende regering, der ikke er peronistisk som den nuværende.

Venezuela er metaltræt

Venezuela lider af metaltræthed

16 års bolivarianske forandringer er tæt på smertegrænsen i Venezuela, der lider under verdens højeste inflation og faldende oliepriser. Borgerne bruger evigheder i køer for at få de mest basale dagligvarer og flere dødelige supermarkedsplyndringer er en tikkende bombe

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Læser man dagspressen i Venezuela kan man hurtigt få kaffen galt i halsen. Én del af pressen rapporterer om en driftig økonomi i vækst med hundredevis af sociale projekter i forstædernes fattigkvarterer og provinsens isolerede landsbyer. Om et solidarisk Venezuela med positive cubanske tilstande indenfor uddannelse og sundhedsvæsen med Latinamerikas laveste analfabetisme og gratis minihospitaler som eksempelvis den såkaldte Operation Mirakel med cubanske øjenlæger i Venezuela. Et land på vej mod en vellykket socialisme for det 21. århundrede.

Den anden del af pressen tegner alt kulsort. Et land ved afgrundens rand kørt i sænk af et autoritært socialistisk enhedsparti, der har fået storhedsvanvid og carte blance efter en ubrudt række af valgsejre ved samtlige præsident-, parlaments- og regionalvalg siden 1998. Et land der på trods af at være en stor olieeksportør har en fattigdom tæt på de 30 procent og i dag verdens højeste inflation. Dertil tilsyneladende uløselige problemer i fødevaresektoren med tomme supermarkedshylder. Et land i dyb krise.

Hvad skal man tro? Dén polariserede og til tider unuancerede pressedækning er desværre reglen mere end undtagelsen i Venezuela og dele af Sydamerika.  Venezuela er et af de mest grelle eksempler på et land polariseret socialt, politisk og økonomisk i to lejre. Argentinas situation er ikke langt fra Venezuelas hverken politisk, økonomisk eller socialt. De to lande står for verdens to højeste inflationsrater de sidste fire år.

Stagnation og fødevaremangel

Hvad stikker under for et af verdens på papiret rigeste olielande, der døjer med tomme supermarkeder og verdens højeste inflation. Venezuela lider under stagnation, der er en økonomisk opbremsning samtidig med en høj inflation. I økonomisk forstand en af de værste kombinationer særligt, hvis det, som det er tilfældet i Venezuela, er over en længere årrække. Venezuelas vækst har de sidste fem år været den dårligste i hele Latinamerika med minusvæst på 1,5 procent i 2010 men med vækst på 4,2 og 5,6 og 1,3 procent i 2011, 2012 og 2013. Men opbremsningen fra 2013 er brutal ifølge både Verdensbanken og Valutafonden, og i 2014 oplevede Venezuela minusvækst på fire procent og forventes at få en negativ vækst i 2015 på syv procent. Inflationen har i seks år været verdens højeste med rater på i snit 45 procent men med udsigt i 2015 til en inflation på 75 procent og tre semestre med to-cifret inflation og dermed på grænsen til såkaldt hyper-inflation. Ledigheden er på 10,2 procent i 2015 og dermed Sydamerikas højeste.

Død debatkultur

Vi har talt med to professorer fra henholdsvis et offentligt og et privat universitet. Begge bliver af den venezuelanske regering ofte stemplet som regeringsfjendske og i lommen på det lokale højredrejede establishment. På samme måde som det sker dagligt med næsten alle former for kritisk debat i Venezuela, når politikkere, journalist, akademikere og almene borgere åbner munden. Dén rygmarvsrefleks har den venezuelanske regering udøvet mere og mere de seneste år. Et kig i regionen viser at Venezuela og Argentina i dag hører til de to lande, der sammen med dele af Colombia oplever deciderede mafiaøse metoder overfor journalister og oppositionspolitikkere. I begyndelsen af august modtog Argentinas mest kendte journalist, Jorge Lanata, og en af landets oppositionspolitikkere, Elisa Carrió, patronhysltre indhyllet i en konvolut med maskinskrevne dødstrusler fra den mexicanske narkomafia. Det sker på et tidspunkt, hvor Argentina går til valg om den magtfulde guvenørpost i Buenos Aires-provinsen og i oktober til præsidentvalg. Tilfældigvis er den officielle regeringskandidat til guvenørposten den argentinske regerings kabinetschef, Aníbal Fernández, der aktuelt er i stormvejr for hans formodede hovedrolle i en skandale om storstilet efedrin-handel med Mexico. Foreløbig har sagen tre uopklarede mord i alene Argentina. Udviklingen i Argentina er ikke uden sammenhæng til udviklingen i Venezuela, hvis dissidenter indenfor politik og medier også er udsat for kritik, censur og i værste fald afpresning på kanten af loven. I Venezuela er retorikken oppe i det røde felt uden plads til en reel debat og dialog men udelukkende smædekampagner.

Voldsspiral trods socialistisk revolution

Den venezuelanske hovedstad, Caracas, er i dag Latinamerikas farligste by målt på mord per indbyggere. Siden 2014 har den med knap 130 mord om året per 100.000 indbyggere overgået de historisk farlige hovedstæder i Mellemamerika toppet af Honduras og Guatemala. Siden Hugo Chávez kom til magten i 1999 er mordraten steget med 444 procent på landsplan i Venezuela men med de fem største byer med endnu mere grelle voldsrater. Ifølge FN fordi 97 procent af mordene alene i Caracas aldrig bliver opklaret af et underbemandet og korrupt kriminalpoliti.

Venezuelas dagspresse klager over, at myndighederne bevidst nedskriver de officielle mordrater. Et dagligt syn i Caracas er køen af kriminaljournalister foran hospitalernes lighuse for at lave direkte body-counts – deres egen mere pålidelige research. Flere weekend gør bandeopgør og almene overfald det af med et halvt hundrede.

Ifølge Carlos Balladares, politolog på Universidad Central de Venezuela, er den primære årsag en udpræget straffrihed, hvor overfald ikke opklares, og hvor retsvæsenet lader selv hårde forbrydelser slippe eller løslader de fængslede efter for kort tid.

-”Der er ingen tilstrækkelig politisk vilje til at løse problemet. Tværtimod er der som i dele af Argentina også her i Venezuela en politisk ideologisk tilgang til det. Det er kapitalismens skyld, hvilket der bliver brugt mere energi og ressourcer på at afmontere end almindelig kriminalitets-bekæmpelse,” siger Carlos Balladares og påpeger, at verdens tre sikreste storbyer, Tokyo, Singapore og Hong Kong, samtidig er rendyrkede kapitalistiske.

Humanitær krise

Han siger, at Venezuelas såkaldte socialisme for det 21. århundrede har eksproprieret store produktive områder uden at gøre de nye koperativer effektive. De høje oliepriser skjulte problemet det første årti men i dag er Venezuela reelt amputeret indenfor fødevaresektoren. De høje fødevarepriser har på samme måde givet den argentinske regering mulighed for at skjule alvorlige problemer med den økonomiske model. Ifølge Carlos Balladares er den statslige priskontrol, som i Argentina, en boomerang, der skaber det nuværende parallelmarked med systematisk smugleri af fødevarer over grænsen til Colombia og dyre og få fødevarer i Venezuela.

-”At Venezuela som olieeksportør er på randen af en humanitær krise er udelukkende regeringens skyld.  I dag er statens indtægter 96 procent fra olieindtægterne, der falder, mens denne afhængighed kun var 60 procent i 1999,” siger Carlos Balladares.

I august var der flere dødelige supermarkedsplyndinger i Venezuela af desperate folkemængder.

Profesor José Mendoza fra Universidad Bolivariana de Venezuela kalder situationen for kritisk men ikke uoprettelig.

-”Staten har investeret massivt i sociale projekter i 16 år for at rette op på den næsten perverse ulighed, som flere årtiers neoliberal politik havde skabt i Venezuela. Desværre er resultaterne af denne socialistiske model i dag en skrantende økonomi. Regeringen er en dårlig administrator og har ikke formået at modernisere industrien og fødevaresektoren i årene med høje oliepriser. I dag uden denne modernisering og diversificering gør de faldende oliepriser meget ondt,” siger José Mendoza.

Valg i december

Den 6. december går Venezuela til valg om samtlige 165 mandater i nationalforsamlingen. Ved sidste valg i 2010 opnåede regeringsallliancen af venstrefløjspartiet med det socialistiske enhedsparti i spidsen 98 af de 165 mandater, mens den største oppositionalliance Mesa de la Unidad Demcrática fik 65. To mandater gik til den uafhængige blok PPT.

-”Valgets vigtighed, hvis vi undgår valgsvindel, er muligheden for at ændre den nuværende destruktive kurs og tendenser til humanitær krise. Vinder regeringen vil inflationen øges og fødevaremanglen. Vores eksistens som national og stat er i fare,” siger Carlos Balladares.

José Mendoza siger, at valget får vital betydning for Venezuelas fremtid, fordi oppositionen for første siden Hugo Chávez´ socialistiske jordskredssejr i december 1998 og ubrudte socialistiske regeringer siden har muligheden for at kvæle de bolivarianske politiske lokale baser. Fundamentet.

-”Men valget kan se helt andre politiske alternativer efter 16 års polarisering mellem to parter”, siger José Mendoza.