Cristinas tinsoldater

27-årige Juan Reinoso gik på ingen tid fra at være apolitisk til at gå i forreste række for peronistpartiets radikale og udskældte ungdom, La Cámpora

Af Rune Vitus Harritshøj,

BUENOS AIRES

De hvide og lyseblå vimpler tapper udsynet til scenen her på Maj-pladsen med Buenos Aires´ lyserøde regeringspalads. Præsident Cristina Fernández de Kirchner tordner mod den hjemlige og udenlandske imperialisme i de internationale finanser. ”Fædrelandet eller gribbene” står der på store bannere med henvisning til Argentinas stående konflikt med nordamerikanske hegde-fonde og det internationale kredit-establishment, der siden verdens største statsbankerot i 2002 har holdt Argentina ude i kulden fra nye internationale lån.

Juan Reinoso skriger sig hæs denne forårsdag tre uger før præsidentvalget i Argentina. Han er troppet op som leder af lokalafdeling i peronistpartiet, La Cámpora. I demoen fra regeringspaladset op ad Buenos Aires´ elegante Avenida de Mayo til kongressen klapper eller spytter folk af Juan & Co, så politiet må danne kæder for at skille de to klare grupper.

La Cámpora er elsket og hadet i hele Argentina. De er spydspidsen i den peronistiske revolution, som Argentinas sidste tre præsidenter, to gange Cristina og en gang hendes afdøde mand Néstor Kirchner, har gennemført siden 2003 med enorme offentlige investeringer. En af grundene til utilfredsheden med Juan Reinosos fodarbejde er, at de argentinske medier og den politiske opposition beretter om en hel hær af unge partisoldater, der har overtaget nøgleposter i embedsmandsværket fra lokalt til nationalt plan i institutionerne. Et moderne pampervælde kaldes de der vil blive en alvorlig hovedpine, hvis oppositionen vinder præsidentvalget på søndag (25. oktober 2015).

-”Kritikken af os er uretfærdig. Vi tager flere gange ugentligt ud i de fattige forstæder for at skabe en større politisk bevidsthed. Det samme kan oppositionen gøre men den har ikke midlerne til det. Det er fundamentalt at få de fattigste vælgere til at deltage i politik og til at stemme, da de efter militærdiktaturet 1976-83 har mistet den oprindelige peronistiske kampånd fra grundlægger Juan Domingo Peróns storhedsdage i 1940erne og 1950erne,” siger Juan Reinoso, der til dagligt studerer psykologi på Buenos Aires Universitet.

Oppositionen og et mindretal af den argentinske befolkning kalder La Cámporas metoder for voldelige. De er regeringens fodsoldater i den aktuelle magtkamp med blandt andet den private dagspresse, som ifølge regeringen modarbejder og kritiserer på en upatriotisk måde. La Cámpora har flere gange sammen med de store fagforeninger blokeret for den lastbilcentral, der distribuerer dagbladene til Buenos Aires´ svimlende 13 millioner indbyggere. Juan Reinoso mener ikke, at metoderne er udemokratiske eller respektløse.

-”Jeg er en del af et større nationalt genopbygningsprojekt og den politiske aktivitet på gadeplan er med til at redde Argentina fra blandt andet mediernes løgne,” siger han.

Argentinsk presse er de sidste par år blevet endnu mere partisk end tidligere. Presse-neutralitet og objektivitet har en anden betydning i Latinamerika. I Argentina er den sat i system under Kirchner-regeringerne i en klar ”Enten er I med os eller imod os”-strategi, hvor millioner af pressetøtte-kroner fordeles til regeringsvenlige medier. Samtidig er den systematiske chikanering af kritiske journalister øget så kraftigt, at Organisation af Amerikanske Stater i 2014 udtalte bekymring for pressevilkårene i Argentina.

Den internationale valutafond og Verdensbanken har de sidste par år kritiseret den siddende peronist-regering for at manipulere med de økonomiske nøgletal som fattigdom, ledighed og inflation. Den argentinske regering afviser dette, selvom forskellene mellem de officielle og uofficielle nøgletal i dag er abnormt store.

-”Denne regering har holdt Argentina på benene i en tid og en verden, der falder sammen. I dag har Argentina ifølge den officielle presse Latinamerikas laveste ledighed og fattigdomsprocent og de højeste lønninger i regionen. Kirchner-modellen er en integrerende stat, der ikke som tidligere modeller ekskluderer arbejderklassen. Vi er dem, der tager kampen op mod finansmarkederne og tænker nationen som helhed fremfor kapitalismens egotrip. Jo, der er lang vej igen men Argentina skal videreudvikle denne model for at give alle borgere en bedre livskvalitet”.

De argentinske medier flyder over med eksempler på et nyt pampervælde i Argentina med La Cámpora i spidsen. I september blev den kun 26-årige Delfina Rossi indsat per dekret som direktør for landets største bank, Banco Nación. Hun har fået en master i Europa med studier på kun et semester. Hendes far er nuværende forsvarsminister Agustin Rossil Det kalder iagttagere en farce og kun et af mange eksempler på den siddende regerings korruption. Tre uger før præsidentvalget udpegede regeringen 14.500 nye statsansatte, der nu runder de 428.000 statsansatte – 55 procent mere end i 2003, da Kirchner-ægteparret tog over. Det største argentinske dagblad, La Nación, skriver:

-”Problemet er ikke økonomisk men politisk, fordi den kommende regering arver en struktur gennemsyret af funktionærer tæt på regeringen. Familiemedlemmer og venner”.

Oppositionskandidat og tidligere hovedstadsborgmester, Mauricio Macri, lover at overføre hovedstadens model med at fastholde embedsmandsværket uanset valg til statsapparatet. Oppositionskandidat Sergio Massa er mere direkte og ”lover at udrydde disse ñoquis (udtryk for pampere der er på den offentlige lønningsliste uden at arbejde, red.) fra den peronistiske ungdomsorganisation La Cámpora”. Skøn siger, at minimum 25.000 statsansatte er indsat politisk for at modarbejde en eventuel kommende regering, der ikke er peronistisk som den nuværende.

I Danmark og resten af verdens kaldes det pampervælde. Er du enig?

-”Det kender jeg ikke noget til. På gadeplan er La Cámpora en demokratisk institution, hvor alle beslutninger tages i enighed. Det er propaganda. Argentina er i bedre stand end nogensinde,” siger Juan Reinoso.

 

 

Argentina cykler rundt i det

Historisk er Argentina en rutsjebaneøkonomi, hvis periodevise høje vækst forvandles til nulvækst eller recession. Præsidentvalget på søndag er valget mellem en fortsættelse af 12 års Kirchner-dynasti eller farvel til denne nationale model med lukket økonomi, importstop og parallelkurs

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Dagens Argentina trækker kraftigt efter vejret. Inflationen er på nippet til at løbe løbsk og har siden præsident Cristina Fernández de Kirchner tiltrådte i 2007 været mellem 30-40 procent årligt. Argentinernes købekraft bliver konstant udhulet på trods af gentagne lønforhøjelser både i den offentlige og private sektor. Efter 12 år med politikerdynastiet Kirchner har Argentina de sidste fem år stået stille i takt med flere sociale protester og en politisk magtkamp, der paralyserer retsvæsen og skifter gevaldigt ud på nøgleposter i ministerier og institutioner i én stor nepotistisk suppe.

Præsidentvalget står mellem tre hovedkandidater, der er tvunget til at løfte Argentina ud af det aktuelle økonomiske morads. I 2015 forventes den argentinske vækst at være 0,3 procent. Regeringskandidaten og den tidligere guvernør for den magtfulde Buenos Aires-provin, Daniel Scioli, kan måske snuppe sejren i første runde. Ellers skal han sandsynligvis ud i en anden valgrunde 15. november mod den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri. Parlamentarikeren Sergio Massas højredrejede populisme er den ukendte, der måske kan tippe Macri af pinden mod anden valgrunde. De tre mindre kandidater uden reelle chancer er Margarita Stolbizer, Nicolás del Caño og Adolfo Rodríguez Saá. Alle kandidater undtagen regeringskandidaten Daniel Scioli stillede for første gang i Argentinas historie op til en fælles debataften tre uger før valget.

Fra kinesiske vækstrater til nulvækst

Alle tre hovedkandidater lover en åbning af Argentinas i dag hermetisk lukkede økonomi og varsler en kontrolleret devaluering for at genvinde landets eksport og konkurrenceevne. Argentina har hårdt brug for en saltvandindsprøjtning i form af udenlandsk kapital. De sidste fire år under Cristina Kirchners anden regeringsperiode har import- og eksportrestriktioner gjort det svært at handle med Argentina. Det begyndte ellers godt for Cristina Kirchner, der i 2007 overtog roret i det lyserøde regeringspalads efter sin mand, Néstor Kirchner. Ægteparret stod for en historisk genopbygning af den argentinske økonomi i ruinerne efter verdens største statsbankerot i 2001/2. Båret frem af høje priser på fødevarer og særligt Argentinas enorme gensplejsede soja-eventyr voksede landet via et eksportboom med vækstrater mellem 8-9 procent årligt fra 2003 til og med 2006. Men subprime-krisen og den globale opbremsning ramte Argentina hårdt, der siden havde næsten nulvækst i 2007-2009 og kun i 2010 og 2011 voksede igen. De sidste tre år er tæppet for alvor trukket væk under den argentinske økonomi, hvis udenlandske indtægter falder med faldende commodity-priser og dermed atter faretruende lave valutareserver i centralbanken. I dag er Argentina sammen med Nordkorea, Venezuela og Cuba de eneste lande i verden, hvis sorte marked sælger og køber landenes nationale valutaer til mere end 50 procent i forhold til den officielle kurs.

Bedre end Tyskland og Danmark

Ifølge de argentinske iagttagere bruger den argentinske regering millioner af skattekroner på at skjule, at kejseren ikke har noget tøj på. At den argentinske økonomi er i recession og at fattigdomsprocenten efter at have været nede på 9 procent i 2006 atter runder de 27 procent.

-”Fornægtelsen er total. I juli sagde kabinetschef Aníbal Fernández i ramme alvor, at Argentina rent fattigdomsmæssigt var bedre stillet end Tyskland og i demokratiske termer på højde med Danmark. Det er regeringens rygmarvs-replik. Præsidentvalget i oktober er vind eller forsvind for regeringen – men endnu mere for Argentina. Den økonomiske model har spillet fallit. Statsstøtten er så omfattende og umulig at fjerne, at de millioner der i dag er på overførselsindkomst med børnepenge eller anden statsstøtte udgør regeringens eneste mulighed for at beholde magten,” siger Diego Martínez Burzaco, cheføkonom for den uafhængige think-tank Inversor Global.

Økonomi-professor på Buenos Aires Katolske Universitet, Ignacio Labaqui, siger, at den nuværende regering ikke har løftet en finger i halvandet år for at tvinge den kommende regering de for manges vedkommende upopulære reformer. –-”Derfor træder Argentina vande med en overvurderet valuta og høj inflation samt massiv statsstøtte til serviceydelser og ikke mindst overførselsindkomster. En underskudsforretning der tærer på valutareserverne. Argentinas situation er på mange måder som lige før statsbankerotten i 2001/2, hvor en overvurderet valuta fastlåst 1:1 til den amerikanske dollar ødelagde konkurrenceevnen,” siger Ignacio Labaqui.

Tung offentlig arv

Vinder regeringskandidaten Daniel Scioli forventes han at følge den nuværende økonomiske kurs uden mulighed markante ændringer. Vinder den tidligere hovedstadsborgmester Mauricio Macri forventes Argentina at åbne økonomien op på vid gab igen startende med en devaluering.

-”Begge kandidater overtager en tung arv for de sidste 12 år med ”los K” (K´erne, for Kirchner) og er tvunget til at kickstarte økonomien og mindske inflationen. Men uanset valgets sejrherre får den kommende regering sit hyr med en myriade af K-fodfolk, der er blevet indsat på nøgleposter fra lokalt til nationalt niveau i landets demokratiske og økonomiske institutioner. Det er moderne pampere, der med partitrøjen på har skubbet dele af landets embedsmandsværk ud. Dén udfordring er enorm,” siger Ignacio Labaqui.