Den colombianske solkonge lever

Colombias og Sydamerikas frygtede narkobaron Pablo Escobar blev langt større, rigere og utvivlsomt langt mere brutal end sit forbillede, Al Capone. Tilbedningen vil ingen ende tage i hans hjemby Medellin, der undergår en forvandling fra en af verdens farligste storbyer til dagens FN-forbillede. Myten om den ekstreme storsmugler af kokain vil ikke dø særligt i de fattigste samfundslag

Af Rune Vitus Harritshøj.

BUENOS AIRES

Lyset går midt i salsa-hittet og alle styrter væk fra dansegulvet og ned af trapperne ned til taxier og busser for i vild kørsel at komme væk fra centrums mørkelagte kvarter og hjem til familiens sikkerhed i udkanten af byen. Det er juni 1992, og undertegnede besøger en colombiansk familie i den nordlige millionby Bucaramanga. Strømafbrydelsen er ifølge vores lokale værtsfamilie fremprovokeret af narkokartellerne eller de paramilitære grupper. Måske af guerrilla-grupperne eller ordensmagten selv. Uanset hvem så eksploderer centrum af Bucaramanga i en meget synlig frygt. Alle vil væk fra centrum, der nu i et par timer af erfaring er ingenmandsland, som ovennævnte parter vil udnytte til razziaer og hævnaktioner. Sådan har civilbefolkningen i Bucaramanga og Colombias storbyer levet i undtagelsestilstand det meste af 1980erne og begyndelsen af 1990erne i skyggen af den pågående krig mellem ovennævnte aktører. Omdrejningspunktet er kokain og milliarder af dollar ind og ud af landets grænser og diverse aktørers lommer.

Undertegnede klemmer sig ind på bagsædet af en taxi med pigerne fra vor værtsfamilie og en dansk rejsekammerat og raser gennem Bucaramangas mørke sidegader. Blåøjet på alle måder at befinde sig der som ung skandinavisk rygsæksrejsende.

Kokain-kreativitet

Tre uger efter flygtede Pablo Escobar fra sit luksusfængsel på hans estancia udenfor Medellin. Hotel Medellin kaldte colombianerne hans selvvalgte fængsel. Colombia var et land tvunget i knæ af frygt i 1992. Escobar var en capo di tutti capi, boss´en over alle boss´er. El Patrón blev han kaldt – forstanderen. Men hans flugt var begyndelsen til enden for Escobar, der flygtede fra udlevering til USA, det colombianske retsvæsen og lokale ærkefjender men mest af alt fra sin egen trang til hele tiden at tjene flere penge på spektakulære måder. Ifølge biografierne over hans liv kunne han ikke nære sig for lige at forsøge at narre de amerikanske toldmyndigheder og Drug Enforcement Agency endnu en gang. Metoderne har givet Pablo Escobar en plads i historiebøgerne for altid. Kokainen, der blev fremstillet i enorme laboratorier i Colombias øde områder i bjergene og lavlandet ved Amazonas-regnskoven, nåede tørskoet frem til USA på alle mulige måder. Mini-ubåde fra Colombias og Panamas kyster ved Stillehavet og i Caribien. Sportsfly under radarhøjde. Kommerciel skibstrafik med bestikkelse helt op på kommandobroen og toldmyndighederne i udskibning og særligt indskibningshavnen. Hurtige speedbåde fra Cuba og Bahamas. Helikoptere. Lastbiler gennem Mellemamerika. I flydækkene på mellemdistance-fly. Eller utallige sendinger af colombiansk producerede jeans af dårlig kvalitet, der oversvømmede Florida indtil myndighederne opdagede, at de var dyppet i en kokain-blanding, der tørrede ind og nemt kunne opløses igen til den reneste kokain.

Kun fantasien satte grænser for Medellin-kartellets opfindsomhed.

Millionær som 22-årig, verdens narkobaron før 30

Pablo Escobar levede i en eventyrverden og udlevede sine vildeste fantasier. Han byggede sit narko-imperium op fra bunden og droppede mens Vesten gennemlevede studenteroprør og flower-power ud af et økonomi-studie på Medellin Universitet. Hans ambition var at være millionær som 22-årig, som han lovede sine fattige forældre med en far som jordlejer og mor som lærerinde. I første halvdel af 1970erne levede han under jorden og havde en hård kerne af betroede håndlangere, der med Escobar i spidsen langsomt skabte Medellin-kartellet. Tyvegods, marihuana og først derefter kokain. Han var flere gange tæt på at tage billetten i spidsen for smuglerkonvojer eller sportsfly ind over grænsen til nærliggende Panama. Men guderne holdt hånden over den til det sidste stærkt katolske Escobar. Da Pablo Escobar fejrede sin 30 års fødselsdag i 1979 var han den ubestridte leder af Colombias og Latinamerikas mest magtfulde narkokartel. Han forsøgte at skabe sig en politisk karriere som facade for narkosmugleriet, og i 1982 blev han valgt som suppleant til det colombianske parlament. Men det er umuligt at skjule solen med hånden – over længere tid. Medellin-kartellets magt, metoder og midler var for åbenlyse og for brutale med hundredevis af bestilte mord årligt på rivaler, politimænd, advokater og selv dommere.

Penge eller bly

Fra 1984 satte Colombias myndigheder alt ind på at stoppe Medellin-kartellet. USA støttede med knowhow, våben og specialtrænede agenter. Dét blev indledningen til et årti med anarki og et Colombias i voldens tegn. Fra 1984 og frem til hans død i 1993 lå Medellin-kartellet i en total krig mod Colombias myndigheder og en anden endnu mere nådesløs krig på gadeplan mod Cali-kartellet få hundreder kilometer sydvest og de bevæbnede guerrilla-grupper og paramilitære. Dén cocktail passede Pablo Escobar fint. Han kvitterede med at hyre og uddanne en frygtindgydende hær af lejemordere, der sørgede for at kokainen frit kunne komme fra laboratorierne i højlandet og junglen til lufthavne og havne og videre mod nord. Plata o Plomo – penge eller bly – var den enkle strategi overfor rivaler og myndigheder. I anden halvdel af 1980erne voksede Medellin-kartellet sig frygtindgydende stærkt og blev en decideret parallelstat, hvis korruption og bestikkelse truede Colombia med opløsning. Fra 1986 til 1989 myrdede bilbomber et dusin dommere og et halvt hundrede vidner i retssager mod Pablo Escobar og dennes håndlangere. Hovedstaden Bogotá levede i undtagelsestilstand med de facto udgangsforbud om aftenen. I 1989 bragede bilbomber hele 250 gange i de fire storbyer Bogotá, Medellin, Cali og Bucaramanga. Kulminationen for centralmyndighederne og Det Hvide Hus kom i august og november 1989, hvor Medellin-kartellet likviderede præsidentkandidaten Luis Galán ved et offentligt valgmøde og saboterede et rutefly med 107 ombord. Alle døde undtagen Galáns efterfølger, der i sidste øjeblik ikke steg ombord.

Storhedsvanvid

Pablo Escobar havde fået storhedsvanvid. Han opførte sig som en moderne og urørlig solkonge med skånselsløse udryddelser af sine modstandere. 1989 er det blodigste år i Colombias nyere historie. Det er også året, hvor hans formue efter sigende toppede med 200 mia. dollars og ifølge Forbes gjorde ham til verdens 7. rigeste. Fra 1989 og frem til hans død i 1993 var han den mest eftersøgte i USA og levede konstant med 15 livvagter, skudsikre biler og helikopter-transporter om natten imellem hans mange skalkeskjul i Colombia. Og luksusboliger i Panama. Resten af verden var no-go for ham på grund af udleveringsordrer. Han havde bombet den amerikanske ambassade i Bogotá med seks døde – udenfor. Og i 1987 havde Medellin-kartellets lange arme likvideret den colombianske ambassadør i Budapest – den tidligere chef for det colombianske narkopoliti. I 1986 blev den amerikanske pilot Barry Seal, der havde arbejdet for Pablo Escobar, myrdet i staten Florida mens Seal var indkaldt som vidne i en amerikansk retssag mod Escobar. Han indledte forhandlinger med de colombianske myndigheder for at vinde tid. Og brød selv våbenhvilen ved at optrappe terrorkrigen i hele Colombia med bilbomber og en estimeret hær af 3.000 sicarios – lejemordere – der fra 1989 til 1991 myrdede 657 politimænd og 3.127 civile i en bølge af kidnapninger og overfald.

Slutspil og specialstyrke

Pablo Escobars brutalitet fik Colombia og USA til at oprette en specialstyrke på 500 læderhalse af colombianere og amerikanere, der jagtede narkobaronen dag og nat. Jorden brændte under Pablo Escobar og hans kone og to børn. I foråret 1991 strammede nettet så gevaldigt, at Pablo Escobar frivilligt gik i fængsel for at undgå udlevering til USA. Fængslet var hans egen luksus-estancia. Året efter flygtede han i juli 1992, fordi den nye colombianske regering var i færd med aftale en endelig udlevering til USA. Fra juli 1992 til hans død på et hustag i Medellin den 2. december 1993 mistede han sin hær af lejemordere og livvagter. Han var stærkt bekymret for sin kone og to børn, der siden hans fængselsophold i 1991 havde levet under permanent politibeskyttelse. Tyskland og USA afslog flere gange at give dem asyl.

Den 2. december 1993 foretog han seks opkald fra sin satellit-telefon til sin familie. Det afslørede hans skalkeskjul i Medellin. Få timer efter stormede specialstyrker bygningen. Om han skød sig selv, lige over øret som han havde svoret for at ”få en grav i Colombia fremfor et fængsel i USA”, eller blev dræbt af specialstyrkerne vides ikke med sikkerhed.

Om få uger rejser undertegnede fra Buenos Aires til Bogotá. I 1993 var det en rejse fra himmel til helvede. I dag sælges der trøjer med ”El Patrón” overalt i Medellin, der på 22 år er forvandlet fra helvedes forgård til en storby, der er på alles læber for dens økonomiske vækst og markante fald i ledighed og kriminalitet.

Den største risiko er, at du får lyst til at blive, lyder sloganet for Colombias turistmyndigheder.

 

Narkobaronens milepæle

Pablo Emilio Gaviria Escobar, født 3. dec 1949 i Rionegro, død 2. dec 1993 i Medellin. Gift i 1976 med María Victória Henao, børn Manuela og Sebastián, der alle tre har fået ny identitet og bor i Buenos Aires i Argentina. I 2009 udkom dokumentaren ”Min Fars Synder”, hvor Pablo Escobars søn forklarer om sit liv og beder ofrenes pårørende om forladelse. Skøn siger at Pablo Escobars Medellin-kartel var ansvarlige for 4.000 måske 10.000 drab.

Pablo Escobar begyndte som teenager at stjæle gravstene og sælge dem på det sorte marked. Første halvdel af 1970erne cementerede han via selektive mord på rivaler sig som en habil marihuana- og senere kokain-smugler. Fra 1975 blev Medellin-kartellet ledet af Pablo Escobar Colombias og Latinamerikas mest magtfulde med kontakter indenfor ordensmagt, politik og retsvæsen. Via mantraet, ”Plata o Plomo” (penge eller bly), bestak og myrdede kartellet sig til toppen. Det siges, at Medellin-kartellet finansierede den ekstremt blodige kapring af højesteret den 6. november 1985, hvor guerillagruppe M19 i et døgn holdt omkring 1.000 ansatte herunder dommere kidnappet. Redningsaktionen kostede 109 personer livet herunder 11 dommere.

 

Kuriøsiteter

Det absurde og ekstravagante rige var Pablo Escobars varemærke med tyrefægter-arena og flodheste i hans luksuriøse fæstning i Puerto Triunofo udenfor Medellin. Ferrari´er, private jetfly, yachts og luksusboliger i Miami og Middelhavskysten. Forbes udnævnte ham i 1989 til verdens 7. rigeste mand med en estimeret formue på 200 mia. dollar. Det siges at Medellin-kartellet brugte 2.500 dollars månedligt på elastikker – der skulle bindes om de mange dollarbundter. Hans narkopenge blev hvidvasket i hele verden, men mellemstationen var slidte pakhuse i Colombia, hvor fugt og rotter ifølge myten gav et svind på ti procent. Medellin-kartellet havde en hel flåde af skibe, fly og selv mini-ubåde, der via Mellemamerika og Cuba transporterede kokainen til USA. Der er fundet kokain selv i flydækkene og i flere ladninger jeans, der blev gennemblødte af en kokain-blanding, som i USA blev trukket ud af tekstilstoffet. I de sene 1980ere byggede hans narkodollars skoler, hospitaler, kirker, parker og fodboldstadions i Medellin og omegn. Han uddelte som en anden Robin Hood også kontanter.

 

Colombiansk slips

Udtrykket Colombian Necktie kommer af en ekstrem brutal likvideringsmetode, hvor offerets hals skæres over og tungen trækkes ud og danner et lille slips. Dén afskrækkende metode blev til trods for vedholdende rygter ikke opfundet men brugt af Medellin-kartellet op gennem 1980erne. Det colombianske slips stammer fra den blodige borgerkrig kaldet ”La Violencia” (Volden), der fra 1948 til 1958 skabte totalt anarki i Colombia med daglige terroraktioner i magtkampen mellem det liberale og det konservative parti. 300.000 personer blev dræbt på de ti år. Colombianske bandemedlemmer bruger stadig det colombianske slips, ligesom tatoveringer på halsen af en udhængende tunge er normalt hos dem. I 1994-retssagen mod den amerikanske NFL-stjerne, O.J. Simpson, blev en forbindelse til den colombianske mafia luftet, fordi ekskonen Nicole Simpson og hendes nye mand havde fået skåret halsen over på samme måde.